Træfugtighed – fugtighed i træ

traefugt
Vores vinduer og døre er fremstillet af træ med en træfugtighed på 12% (+/-2%). Ved en indvendig relativ luftfugtighed på 50-60 % vil træfugtighedsændringen kun være ubetydelig.

Ved ændring af træfugtigheden ændres træets dimensioner. Ændringen er ubetydelig i træets længderetning, men betydelig i bredden.

F.eks. betyder en øgning af træfugtigheden til 18 % at træet kan “vokse” med op til 1,8 %.

Det lyder jo ikke af meget, men hvis f.eks. en yderdør, der har 5 mm afstand mellem karm og ramme i hver side, og hvor træets breddeflade (karme og rammer) udgør 238 mm, opfugtes fra 12 til 18 %, kan træet udvide sig med op til 4,3 mm.

Da karmens ydermål er faste, og hængslet altid vil give en afstand til på 4-5 mm i hængselsiden, vil låsesidens afstand mellem karm og ramme reduceres med 4,3 mm. Så er er kun 0,7 mm tilbage. Og det er mindre end slutblikket fylder.

Så galt behøver det dog ikke at gå. Træ udvider sig forskelligt. Og i længderetningen er udvidelsen i praksis så lille at den er ubetydlig.

I tværretningen er fugtudvidelsen størst i åreringenes retning (tangential). Vinkelret på åreringene (det radiære snit) er fugtudvidelsen ca. det halve af den tangentielle deformation.

Træet i en dør har ikke en entydig åreretning, så regnestykket bliver normalt ikke så slemt.

De største problemer ses når elementer opbevares i et alt for fugtigt miljø eller monteres i en “våd” bygning eller at overfladebehandlingen “udsættes” for længe.

Opfugtning og senere udtørring medfører dimensionsændringer og kan medføre delamineringer.

Når opfugtet træ udtørres får det ikke samme dimension som før opfugtningen. Delaminering og utætte samlinger kan medføre vand-indtrængning.

Det er let at konstatere om et element har været kraftigt opfugtet. Hvis det nederste vandrette spændstykke fylder mere nedad end sidestykkerne, har elementet været opfugtet. (se skitse).

Praktiske råd:

Efter levering og indtil montering skal elementerne opbevares i et miljø med luftfugtighed på ca. 60 %. Mål fugtigheden i bygningen inden montage. Er luftfugtigheden > 60 %, skal der ubetinget sættes varme på og rummet skal være effektivt ventileret.

Overfladebehandlingen skal ske inden opfugtning. Karmsider mod murværk bør påføres hel-dækkende træbeskyttelse inden montering. Forholdene er en forudsætning for, at elementerne vil holde deres mål og – efter forskriftsmæssig montering – være velfungerende.

Er det alligevel gået galt!

Fortvivl ikke. Sørg for udtørring af elementet og sørg for at “ulykken” ikke gentager sig (ved korrekt overfladebehandling, opsætning af tagrender eller hvad årsagen nu er). Ved utætheder skal samlinger fuges så der ikke ophobes fugt. Det kan være nødvendig at demontere glas for at kunne fuge korrekt. Herefter tilpasses elementet eventuelt med afhøvling således at der er korrekt afstand mellem karm og ramme. Herefter vil elementet være velfungerende i mange år fremover.